Berlingske Tidende, 12. september 1999

En same er aldrig alene

Midt ude i vildmarken, på grænsen mellem Jämtland og Lappland i Sverige, har samerne deres egen verden. Rejseliv tog på besøg.

Af Søren Søgaard

“Jeg troede ikke, I kom,” siger Odd Bjørnar anerkendende,

da min svenske ven Stig og jeg lægger vores oppakning i lyngen uden for hans kåte langt oppe i fjeldet. Vejret er barsk, og Odd Bjørnar og hans storfamilie af samer bor ikke ligefrem i et turistvenligt område. Efter at den absolut sidste grusvej slap op 30 km. fra hovedvejen mellem Strömsund og Gäddede, har vi gået opover og ledt efter dem i 3 1/2 time, men nu har vi fundet dem, og alt er godt.

Vi befinder os i samernes sommerlejr ved Lobbasjöen, 250 km. nord for Östersund, midt ude i vildmarken på grænsen mellem Jämtland og Lappland i Sverige. Disse samer tilhører Jiingevaeri Sameby, hvis hovedbeskæftigelse er pasningen af de ca. 4.800 rener, som de året igennem driver fra skovene op på fjeldet og ned igen i overensstemmelse med de otte årstider, renernes livscyklus deler deres tilværelse op i. Sommerlejren her ved Lobbasjöen ligger lige under trægrænsen og det nøgne fjeld, og renerne er i øjeblikket omkring 20 kilometer væk, ovre i Norge på den anden side af fjeldet.

Odd Bjørnar byder os inden for i kåten, hvor han bor med sin kone Britt og deres to sønner, Nils Mattias på 6 og Pär Björn på 17, samt Tanya, som er 18 år og fra Murmansk i Rusland, men nu har besluttet sig for at blive her og blive svensk same. Vi bliver beværtet med tørret og røget renkød og hjemmebagt brød med friskfanget fisk fra den sø, vi kan se nede i dalen. Og så naturligvis med kaffe, som alle drikker, og som hele tiden koges frisk på smedejernskomfuret i kåtens midte. Vi er ankommet og accepteret.

Samerne her er ikke til turister, og intet i denne sommerlejr er beregnet på turisme. Vi må gerne være her, men det er først, efter vi har vist, at vi kan gå i fjeldet og i øvrigt kan klare os selv, at de for alvor gider at snakke med os. Vi slår teltet op i en lavning med dværgbirk oven over selve lejren på en plet, hvor der tydeligvis tidligere har stået en kåte, og hvor der er en smule læ for den bidende vind og den drivende finregn, som tungt trækker ind over fjeldet fra den norske side. En af lejrens ældste samer, Ingemar på 63 år, betragter os skeptisk med sit brede læderansigt, mens vi fumler med stænger og pløkke. En gang imellem spidser han munden og suger luft ind med en skarp lyd, men det er også hans eneste kommentar.

Temperaturen er ikke over 5 grader her i juli, og til natten falder den yderligere. Vi går i soveposerne med alt tøjet på og er enige om, at vi kan blive hygiejniske, når vi kommer tilbage til Östersund. Det er ellers ikke, fordi man ikke kan komme i bad. Midt ude i fjeldet støder vi på en stor gryde kogende vand og en splitternøgen samekvinde i et plastikbadekar ved siden af. Hun nægter på det bestemteste at
lade sig fotografere, og vi skynder os ud af hendes luftige badeværelse igen.

Dette er en arbejdende lejr, hvor beboerne i to sommermåneder er optaget af at mærke renkalvene fra foråret og så i øvrigt tage sig af flokken. Selve lejren består af en halv snes kåter af forskellige størrelser samt et par hytter. En kåte er en slags kegleformet hytte med røghul i taget, et omvendt kræmmerhus bygget af kløvede
nåletræsrafter, birkebark og græstørv. Den ligner den slags tipier, man kan se indianerne bo i i de klassiske westerns, bare i fast form. Bohavet består af det meget vigtige brændekomfur i midten, nogle få hylder, birkeris på gulvet, dækket af kludetæpper, samt evt. et enkelt lille bord på lave ben til at spise på.

Her leves livet, og her sidder vi i den lange lyse aften og nat og taler sammen, mens børnene går i seng omkring os, efterhånden som de bliver søvnige. Britt er kristen, men hun ved også, at fjeldet er fyldt med kræfter. Nogle steder har mere kraft end andre, det kan man mærke, når man går i vildmarken. Og fordi hun har gået i svensk skole og senere taget universitetskurser i jura og andre nyttige ting, ved hun, at der er meget, svenskerne ikke har styr på. Det velsmagende vand, vi bliver budt på gentagne gange i løbet af sådan en aften, springer fra en kilde på toppen af fjeldet. ”Men vand kan jo ikke løbe opad”, siger Odd Bjørnar. ”Der må være en kraft oppe i himlen, der trækker vandet op og ud af fjeldet.” Og samer, som dør derude uden at blive fundet, vandrer omkring i vildmarken og kan hjælpe, hvis man kommer i vanskeligheder. Pär Björn, den ældste søn, har set dem mange gange. Nogle af dem går i samernes tøj fra gamle tider, lavet af skind. “Man er aldrig alene derude”, siger han alvorligt. “Man kan altid få hjælp”. Også rener kan af forskellige grunde blive ‘seiv’, sådan at de både findes og ikke findes, og ofte kan man møde store renhjorde, som ikke efterlader sig spor. Seiv-rener kan også blande sig med den rigtige renflok og måske føre dem på afveje.

Hergælder det om at slå ørene ud og lytte sig ind i et univers, som er ret meget anderledes end en københavners, men som er langt bedre egnet til overlevelse. Samernes børn lever deres liv i fjeldet, og ingen har opsyn med dem. Der findes ingen samepædagoger og fritidsordninger her. Når de ikke deltager i arbejdetsammen med de voksne, findes der til gengæld en række pædagogiske fortællinger
om en besjælet verden, som holder dem på plads, og Mattias på 6 år er ikke det mindste i tvivl om, at man bliver taget af Nøkken, hvis man leger i elven, eller at den næste kalv bliver født blind, hvis man leger med ilden.

Her oppe på grænsen til Norge er hunde og heste de vigtigste arbejdsredskaber, og det er som at befinde sig i en skandinavisk western at se samerne arbejde. Terrænet er barsk, og den valgte hesterace er svensk nordlandshest. “Islandske heste dur ikke”, erklærer Odd Bjørnar. “De er ikke stærke nok til fjeldet”. Hans egen hest har flækket en hov, som han har spændt sammen igen med en
hjemmelavet anordning, men han er bange for, at hesten er ude af arbejdet for resten af sommeren. “Men samernes bedste hjælper er nu myggene”, erklærer Britt. De holder nemlig renerne samlet og driver dem til fjelds fra de lavereliggende skove. En anden god hjælp har de af nordmændenes fåreflokke, som kommer længere op mod trægrænsen om sommeren. Rovdyrtrykket på renerne er nemlig stort, og svenskerne vil ikke lade samerne skyde de ulve, bjørne, jærv og ørne, som tager deres rener. Det hænder jo nok alligevel, men fårene er gode, fordi rovdyrene foretrækker dem. De er simpelthen lettere at fange. “Renerne er ligesom samerne”, forklarer Odd Bjørnar. “Når de går i skoven, nipper de lidt til lavet her og lidt der, og så går de videre, fordi de ved, at der kommer andre efter dem, som også skal have noget at spise. Men fårene er mere som svenskerne: de bliver på et sted, indtil de har hærget det fuldstændig, inden de fortsætter”.

Odd Bjørnar er egentlig norsk same, men det betyder ikke noget her. Han har aftjent sin værnepligt i Norge, men aldrig været i Oslo. I det hele taget har han kun været i en stor by en gang, dengang da samerne tog til København for at demonstrere i anledning af den radioaktive forurening efter Tjernobyl. En by er ikke et sted for ham.
Bortset fra alt det idiotiske, der foregår, er det jo ikke til at finde en
vejkant at lade sit vand i, hvis man skulle blive trængende, og maden smager heller ikke godt. Det kan han sige med munden fuld af frisk fanget ørred, som Pär Björn netop har bragt ind nede fra søen.

Dette er en boble, en fortryllet verden for en storbybo, og det er meget let at lade sig forføre af den og at romantisere den. Det taler vi også med samerne om, og de ved det godt. Om vinteren bor de nede i dalen, i rigtige huse, og de har også penge i banken og politisk indflydelse. Men alligevel er deres verden anderledes end vores, og selv om Stig og jeg synes, vi er seje her i fjeldet, har vi en klar fornemmelse af, at vi er skrøbelige væsener i den vældige natur
omkring os. Det er hele civilisationen, der holder os i live, og i modsætning til samerne er vi alene. For samerne kunne leve videre her sammen med alle de vandrende forfædre, selv om resten af verden forsvandt.

På vejen ned møder Stig og jeg to samepiger, som er på vej op. De er teenagere, 16-17 år gamle, og vi genkender dem oppe fra lejren. Hver af dem bærer på en stor rygsæk Vi hilser og snakker lidt. Det viser sig, at de har været en tur nede hos en fjeldbonde for at hente varer, som samelejren har bestilt pr. radiotelefon inde fra Gäddede. Varerne bliver kørt ud tilbonden, og samerne henter dem så til fods. Det er en tur ned ad fjeldet og op igen på omkring seks timer. Men i dag er det ingen sag, for vejret er godt. De smiler i solen og fortsætter opover, og vi trasker videre ned modcivilisationen, bilerne, indkøbscentrerne, medierne, underholdningen og
afslutningen på det tyvende århundrede.

Boks:

Vejen til samerne er ikke så ligetil. Man må have en kontakt til dem først, f.eks. gennem Jämtlands Län i Östersund i Sverige. Jeg satte min motorcykel på Oslobåden for at spare en køredag og kørte så fra Oslo til Östersund på en dag ad indlandsvejen, som er perfekt til motorcykler. Fra Östersund gik det godt 200 km. videre nordpå i Stigs gamle Golf, og til sidst var der kun fødderne tilbage over det åbne fjeld. Men disse samer kommer faktisk snart en tur til København og kan træffes på den store Jämtlandsmesse på Hotel Scandinavia d. 14. og 15. oktober.