Berlingske Tidende, 28. marts 2004
Bedre bliver det aldrig
Motorcykelsæsonen 2004 er lige om hjørnet, og mange har kriblen i mellemgulvet efter at komme ud at køre. Men hvor skal man køre hen? Ikke langt fra Danmark ligger nogle af de bedste motorcykelveje i verden. Tag med på en overkommelig tur til Norge.
Af Søren Søgaard
Når længslen efter lange veje, interessant motorcykelkørsel og nye oplevelser bliver for stærk, findes der en hurtig løsning, som oven i købet er en af de bedste, man kan forestille sig: en tur til Norge.
Vi starter på en god vejrudsigt og så tidligt, at vi når en færge i Helsingør ved halvsyvtiden og kører nordpå ud af Helsingborg kl. 7.00 ad E 6, som er motorvej næsten hele vejen. Det betyder, at det er absolut muligt at passere den norske grænse ved Svinesund før middag, hvorefter turen straks bliver mere interessant.
For ikke ret mange år siden var vejene på den norske side berygtede, men den norske olierigdom har betydet, at stort set alle større veje har fået asfalt af bedste kvalitet. Det er simpelthen en fryd at kurve sig igennem de gamle norske hovedveje, og vi beslutter os for at undgå E 6 og Oslo og i stedet køre ad de naturskønne veje 111 og 22 over Rakkestad, Mysen og Lillestrøm. Herefter rammer vi E 6 igen, og så går det nordover til Hamar og Lillehammer, før vi har fået nok den første dag.
Nord for Lillehammer finder vi ved Hunderfossen uden vanskelighed en campinghytte til overnatning med gode faciliteter og plads til motorcyklerne udenfor. Her står de så og tikker af varme, mens de falder til ro efter en herlig dagsmarch på 900 km.
Dag to: Højfjeld, elve og bræer
På andendagen kører vi op igennem den brede, frugtbare Gudbrandsdal, hvorfra en stor del af det norske bondearistokrati kommer, indtil vi når knudepunktet Dombås. Her er der to muligheder. Man kan køre op over Dovrefjell og fortsætte nordover til Trondheim og videre lige til Nordkap, hvis man har tid nok. Men vi vælger at køre vestpå i Dombåskrydset og køre over den lange, højtliggende fjeldovergang gennem Lesja og Bjorli, hvor det om sommeren regner lige så sjældent som i Sahara, og landbrug kun er muligt med kunstvanding. Her ligger Lesjavann, som er udspring for to store elve, i den sydlige ende den rolige Gudbrandslågan, som bugter sig ned igennem det dalstrøg, vi netop har passeret, i den nordlige ende den vilde og farlige Rauma, der styrter sig ned igennem den snævre Romsdal og løber ud i Atlanterhavet.
Vejen ned gennem Romsdalen mod Åndalsnes snor sig som en slange, men asfalten er upåklagelig, og når man er kommet ind i rytmen, bliver det en ren fornøjelse at gennemkøre svingene, planlægge bremse- og tippepunkter og lægge ideallinjer, så svingenes apeks skæres præcist og uden at komme i konflikt med modkørende. Gennemsnitsfarten bliver ikke høj her, for ustandselig må vi stoppe ved vilde fosser og fantastiske udsigter, efterhånden som fjeldvæggene rykker sammen om os, og dalen bliver stadig mere mørk og vild. Et sted tordner fossen gennem et hul i klippen, og en lille plakette i fjeldvæggen minder om, at en kajakroer er omkommet på dette sted i et forsøg på at sejle ned gennem faldene. Han skulle hellere have oplevet Romsdalen på motorcykel!
I bunden af Romsdalen stopper vi ved Trollveggen, Europas højeste lodrette fjeldvæg, over tusind meter lige ned fra de forrevne tinder til dalbunden. Det er et sted, der tiltrækker dyrkere af ekstremsport fra hel verden, og myndighederne har deres hyr med vovehalse, der vil klatre op fra bunden eller kaste sig ud fra toppen i faldskærme og paraglidere.
Efter Trollveggen drejer vi af mod Trollstigen, en fuldstændig usandsynlig fjeldovergang, som i gamle dage blev forceret med heste ad en gammel kløvsti, der endnu ses i terrænet, men nu på den gode årstid kan køres ad en helt ekstrem hårnålevej, der slynger sig op over to fjeldsider og passerer en dundrende fos før toppen nås. Vejens kvalitet fejler ikke noget, og selve køreoplevelsen siger spar to til det meste. Når du er kommet op her, kender du din motorcykel!
Fra Trollstigen går det videre til Valdal, hvor en af de mange smukke færgefarter over fjordene på vestlandet fører os til Eidsdal, så over endnu et fjeld og derefter ned ad den vidunderlige Ørnevej til Geiranger, et af de mest utrolige fjordlandskaber, jeg har set.
Herfra videre til Lom, hvor vi drejer vi af til højre og begynder på den betagende tur over Jotunnheimen ad Sognefjeldsvejen, forbi de højeste tinder i Norge, Galdhøpiggen og Glittertind, og kører igennem højfjeldslandskaber, der nærmest er polare. Selv om vi kører i august, ligger sneen tæt ved vejen og over lange strækninger ligger vejene smeltevandsvåde mellem lodrette snesider efter sneploven. Her skal køres ekstremt defensivt, for det er umuligt at vide, hvad der gemmer sig bag det næste sving eller under den næste top på vejen. Det er også koldt her, og overtræksbukser og fiberveste kommer frem fra oppakningen.
På vejen ned fra dette næsten arktiske landskab går en vej over højfjeldet til Øvre Årdal. Fra udsigtspunktet Oscarshaugen kan vi se den sno sig op til skyerne og forsvinde på den anden side, et fristende bånd af bugtende asfalt, der ser ud, som om det er skabt til motorcykler. Det er en tur, jeg endnu ikke har kørt, men den står på ønskesedlen til næste gang. Denne gang fortsætter vi nedover langs en fossende elv igennem stadig grønnere og mere dampende dalstrøg, indtil vi når den inderste gren af den mægtige Sognefjord ved Skjolden. Her er der også hytter at få, og på et tip kører vi videre til Luster på den bugtede fjordvej, der nærmet hænger på foden af den stejle fjeldside, og hvor hvert sving er en udfordring og en overraskelse. Turens bedste overnatning finder vi her, en hytte i første række til fjorden for 200 kr. pr. nat.
Her er så eventyrligt, at vi bliver hængende et døgn og bruger en dag på en afstikker ind i Jostedalen til Nigårdsbræen, en arm af den enorme Jostedalsbræ, hvor vi på et par timer vandrer helt ind til selve brækanten og får et glimt af den istid, der også dækkede Danmark for 15.000 år siden.
Hemsedal og hjemtur
På dag fire sejler vi over Sognefjord, og efter endnu en fjeldovergang i Borlaug går det sydpå gennem Mørkedal og Hemsedal. Nu er slut med den defensive kørsel, for her ligger vejen rullet ud som et silkebånd af perfekt asfalt i lange kurver nedover med en sigtbarhed på ikke under to kilometer det meste af vejen til Gol og derfra videre sydover gennem den brede, smilende Hallingdal. Hjemturen er begyndt, og for at gøre den mere interessant holder vi os igen væk fra Oslo og kører på vestsiden af Oslofjorden til Horten, hvor der er færgefart til Moss på østsiden. Derefter grænsen ved Svinesund og så Sverige igen. Vi er startet tidligt og har forholdsvis god tid. Derfor gør vi selve transportstrækket hjem mere interessant ved at tage en lille afstikker ud over de store øer Orust og Tjörn i skærgården nord for Göteborg, hvor vi får et lille resume af fjeldverdenen en miniature, før vi igen rammer motorvejen ved Stenungssund, sætter fuld fart på og bare kører for at komme hjem.
Hele turen med afstikkere blev denne gang på 2700 km, og vi brugte fire dage på den. Der er naturligvis også andre muligheder, men turen til Romsdal, Trollstigen, Geiranger og Jotunnheimen slår aldrig fejl. Bedre bliver det aldrig på en motorcykel.
Foto: Søren Søgaard
Billedtekster:
1. Overnatninger er ikke noget problem, for overalt er der mulighed for at leje
campinghytter til en rimelig penge. Her er en hytte i første parket til
Lusterfjorden med to sengepladser og rimelige faciliteter for 200 kroner.
2. Trollstigen er en oplevelse, som ingen motorcyklist bør snyde sig selv for. Når
man har kørt op her, kender man sin motorcykel. Den gamle kløvsti kan anes
til venstre i terrænet.
3. Udsigten fra Ørnevejen ned over Geiranger fjord. Den lille båd i vandet er et af
verdens store krydstogtskibe.
4. Udsigten fra Oscarshaugen. Over fjeldet går den fristende vej til Øvre Årdal.
Den står på ønskelisten til den næste tur.
5. Det ene øjeblik kører man i grønne, dampende dale med æbletræer og næsten
subtropisk miljø. Det næste er man oppe i arktiske landskaber.
6. Fra Sogndal kan man tage en lille afstikker til Jostedalsbræen og vandre helt
tilbage til istiden.
7. At køre på Vestlandet i Norge indebærer mange færgefarter af stor skønhed.
Her er vi på vej over Sognefjorden ved Kaupanger.
8. Vejen gennem Hemsedal er perfekt til motorcykler: lange kurver, frit udsyn
og højt gear!
Rutekort.
2.700 km på fire dage: et bombardement af alle sanser.
BOKS:
Fornødenheder pr. motorcykel:
Benzin: 2.7oo km, 18 km/l = 150 l a 8,50 = 1.275 kr.
Færger: Helsingør, Eidsdal, Mannheller og Horten: 400 kr.
3 overnatninger a 150 kr. 450 kr.
Pengebehov 2.115 kr.
Vi rejste let. Det vigtigste var et plastickort, et universalværktøj, godt mc-tøj, regntøj (som vi ikke fik brug for), shorts, vandrestøvler, sovepose og mad til det groveste. Ellers måltider efter smag og behag undervejs.