Alle indlæg af Søren Søgaard

Charles Fadel, Maya Bialik og Bernie Trilling: Fire-dimensional uddannelse – kompetencer til at lykkes i det 21. århundrede, 2017

Dafolo, 2017

 

Tidligere handlede uddannelse om at lære mennesker noget. Nu handler det om at sikre, at mennesker udvikler et pålideligt kompas og de navigationsfærdigheder, der kræves, for at de kan finde deres egen vej igennem en stadig mere usikker, omskiftelig og flertydig verden.

Hvordan frembringer vi motiverede, engagerede lærende, der er parate til at mestre morgendagens uforudsete udfordringer, for slet ikke tale om udfordringerne i dag? 
De færdigheder, der er lettest at undervise i og lettest at teste, er også lettest at digitalisere, automatisere og outsource. I dag handler uddannelse i stigende grad om kreativitet, kritisk tænkning, kommunikation og samarbejde. Om moderne viden, inklusive kapacitet til at anerkende og udnytte potentialet i nye teknologier, og om de karakteregenskaber, der hjælper mennesker til at leve og arbejde sammen.

Fire-dimensional uddannelse tilbyder som den første af sin art en klar og handlingsorienteret strukturel rammeværk for de kompetencer, der er brug for i dette århundrede. Bogens vigtigste nyskabelse ligger i kort og klart at definere de rum, hvori politiske beslutningstagere, undervisere og elever kan fastlægge, hvad der bør læres i deres kontekst og for deres fremtid.

Fire-dimensional uddannelse kan betragtes som en nøgle til forståelsen af næste fase i læreplanudvikling og debatten om fremtidens skole samt elevernes viden, færdigheder og kompetencer.’ – Jens Rasmussen, DPU, Aarhus Universitet

‘Alle undervisere og beslutningstagere på uddannelsesområdet vil drage nytte af denne grundige ramme til at definere og organisere de kompetencer, der kræves af fremtidens elever.’ – Dr. Ulrik Juul Christensen, administrerende direktør, Area9 Learning

Fire-dimensional uddannelse giver os som den første af sin slags et klart og gennemførligt organiserende rammeværk for de kompetencer, der er brug for i dette århundrede.’ – Andreas Schleicher, Director for Education and Skills, OECD

Richard DuFour & Robert Marzano, Ledere af læring – hvordan ledere i forvaltning, skole og klasseværelse fremmer elevernes læring, 2015

Dafolo, 2015

 

Ingen enkeltperson har den fornødne viden eller evne til at lede en skoleforvaltning, udvikle en skole eller møde alle elevernes behov. Det kræver en fælles indsats og et bredt distribueret lederskab at tage livtag med de udfordringer, som skoler står over for. Ledere af læring ser på ledelse på forvaltningsniveau, skoleledelse,  teamledelse og på, hvordan den enkelte lærer kan udøve den mest effektive ledelse for alle elever.

Bogen er en forskningsbaseret og praktisk indføring i professionelle læringsfællesskaber (‘PLC’) og i ledelse af læring på forvaltningsniveau, på skolelederniveau og i klasserummet. Forfatterne er ophavsmænd til begrebet PLC og internationale kapaciteter i forskning i skoleledelse og skoleudvikling. Bogen behandler desuden emner som skoleudvikling, løbende evaluering af elevernes læring og lektionsstudier.

Therese Hopfenbeck, Strategier for læring, 2015

Klim, 2015

 

Hvordan lærer elever at lære?
´Strategier for læring´ argumenterer for, at selvregulering, -vurdering og bevidst brug af læringsstrategier er noget af det vigtigste, elever kan lære i skolen. Ikke før eller efter det faglige stof, men som en integreret del af al læringsarbejde i skolen.

Forfatteren bygger sin argumentation på egen forskning og erfaringer, resultater fra The Assessment Reform Group i England og på John Hatties omfattende metastudie, hvis pointer hun relaterer til en nordisk kontekst og undervisningsvirkelighed. Bogen er en grundig indføring i den nyeste viden om og brug af læringsstrategier og er spækket med eksempler, der på tværs af fag og klassetrin viser, hvordan elever lærer at lære.

´Strategier for læring´ retter sig mod lærerstuderende, lærere og skoleledere, som arbejder aktivt med vurdering for læring i skolen.

 

1. Grundkursus til bl.a. basisskrivekurset, men også til skrivning i alle fag

Varighed 3-4 timer.

Dette oplæg handler om at afdække, hvad det vil sige at skrive, hvad der gør skrivere langsomme og usikre, og hvad der gør dem hurtige, giver dem selvtillid og gør dem glade. Det bygger på overbevisningen om, at man kun kan lære at skrive ved at skrive, og mens man skriver. Og at skrivere har nogenlunde de samme problemer, hvad enten de er elever i skolen, rapportskrivere i virksomheder eller journalister for den sags skyld.

Oplægget beskæftiger sig med skriveprocessen og med coaching som værktøj og vil bestå af en blanding af foredrag, diskussioner og øvelser. Det er nemlig kun den, der arbejder, der lærer noget. Og sådan er det også, når læreren retter elevernes stile!