Prent, april 2008
Journalistikken under pres
Det store scoop er en ny debatbog af Troels Mylenberg, som har meget at sige om medierne og journalistikken, især meget dårligt. Hans gennemgang af den danske medieverden i en brydningstid er primært rettet til fagets (kommende) udøvere, men er måske af større interesse for lærere, som ønsker ammunition til en ”mediekritisk” undervisning.
Af Søren Søgaard
Troels Mylenberg er født i 1970. Han blev journalist midt i 90’erne og bevægede sig i hurtig rækkefølge gennem en række medier (aviser) og stofområder, indtil han i 2003 blev forstander på Vallekilde højskole. Herfra blev han i 2006 leder af Center for Journalistik på Syddansk Universitet, altså en rimelig livlig karriere for et yngre menneske.
Som hans bog Det store scoop viser, er han samtidig en bekymret leder af en uddannelse, der leverer håndværkere til den danske medieverden, som set med hans øjne befinder sig alt andet end godt.
Den journalistik, hans hjerte banker for, og som med bogens ord består i at fortælle læsere, seere og lyttere om verden og virkeligheden lige nu via en tilstræbt og højest mulig grad af objektivitet, er nemlig under pres fra mange sider. Ud over den fare for selvfedme, der altid truer journalister, som let kan komme til at forveksle den kendsgerning, at de udkommer hver dag, med indsigt og betydningsfuldhed, måske endda med klogskab, lurer der andre farer i mediehavet. Den (gode) gamle omnibusavis er død og erstattet af markedsstyrede aviser og andre medier, som orienterer sig efter fokusgrupper og forbrugersegmenteringer og sætter kommercielle hensyn og økonomiske bundlinjer over det (gode) gamle publicistiske kald.
Og selv public service medierne, som skulle sikre kvalitet og alsidighed uden i første række at skulle bekymre sig om seer- og lyttertal, er faldet for kommercialiseringen og de lette tilbud.
Nyheder er blevet en hurtig salgs- og kopivare, politik og journalistik går hånd i hånd mod afgrunden og kommunikation og spin har afløst den (gode) gamle dybdeborende og kritiske journalistik, som forsøgte at finde ud af, hvordan tingene i virkeligheden forholdt sig. Fjernsynet er blevet nærsynet, massemedierne er blevet til nassemedier og en masse medier, gratisaviserne trækker ikke til den gode side, og hurtige meninger har afløst reel information og oplysning. Og så ved journalisterne simpelthen for lidt. De står over for det samme problem som lærerne gør i forhold til deres elevers forældre: Flere og flere af journalisternes læsere, lyttere og seere (som Mylenberg konsekvent kalder klikkere; jeg tror ikke han kan lide tv!) er bedre uddannet, end de er, så den gamle, praksisorienterede journalistuddannelse holder simpelthen ikke mere.
Alt dette og mere endnu får et kritisk overblik i Det store scoop, som er en velmenende, meget personlig (der er meget ”jeg” i bogen) og i virkeligheden meget sympatisk bog, som imidlertid vil så meget på en gang, at ikke ret meget bliver tilfredsstillende dokumenteret. 17 kapitler (temaer) er meget i en bog på kun 145 sider, og læseren sidder tilbage med et ønske om at få mere på alle områder. Et eller et par af temaerne havde været rigeligt, hvis de var blevet researchet og dokumenteret til bunds og konklusionerne banket fast med nagler og spir. Bedst er bogen på det område, hvor Mylenberg var mest aktiv som journalist, nemlig den politiske journalistik og især Christiansborg-politikken.
Bogens let causerende og belærende stil rejser spørgsmålet om, hvem den egentlig er tiltænkt. Selv peger den som sagt på nuværende og kommende fagfæller (f.eks. studerende på Syddansk Universitet), men dens mange betragtninger og ræsonnementer vil næppe gøre stort indtryk på fagets udøvere, fordi de simpelthen har hørt det hele før.
Derimod kunne en del af bogens betragtninger være gode udgangspunkter for læreres undervisning i den medieverden, vi jo alle konfronteres med hver eneste dag. Gennemgangen af teknikken i Foghs ugentlige pressemøder, den politiske journalistik, public service-begrebet, mediernes rolle som selvstændige spillere i samfundets politiske kommunikation kunne for eksempel danne gode oplæg for aktive iagttagelser og diskussioner om vores medierede virkelighed.
Der er noget fascinerende ved, at en så forholdsvis ung mand ser så dystert på tingenes tilstand, som Troels Mylenberg gør, uden i virkeligheden at anvise nogen udveje ud over en forbedring af journalistuddannelsen. Men har han ret? Det er svært at sige. At journalistikken befinder sig i en brydningsperiode, hvor nye former og nye medier kræver nye teknikker, er der næppe tvivl om. Men om presset er så stort, at den (gode) gamle journalist er blevet en truet art, er vanskeligere at sige. Det store scoop leverer i hvert fald ikke materiale nok til at afgøre den sag.
Troels Mylenberg, Det store scoop – journalistikken under pres, 145 sider, 169 kroner, Gyldendal.